”Er danskerne racister?” er en ny debatbog, der fik en masse medieomtale og Pia Kjærsgaard til at juble. Den frikender nemlig danskerne for det nationalkarakteristiske træk: at være racister. Budskabet var givet på forhånd, for bogens forfattere, Mehmet Necef og Henning Bech, har tidligere været ude med samme budskab og hver gang har teksterne været fyldt med fejl og blevet degraderet fra forskning til ”indlæg i debatten.”
En debat omkring racisme i Danmark skulle ellers være velkommen. Det er vigtigt at undgå racisme, da det er skadeligt for samfundet. Derfor må vi tage emnet seriøst og undersøge, hvad der foregår i Danmark. Også når en politimand med henvisning til meterologen Maria Hørby udtaler, at en afrikansk kvinde ikke skal have mulighed for at læse en dansk vejrudsigt op.
Men at spørge om danskerne er racister, tjener ingens interesse. Derimod ville det tjene rigtig mange gode interesser i stedet at spørge, hvorvidt faktiske begivenheder, udsagn og handlinger i Danmark og nabolandene er udtryk for noget, vi som samfund og nation skal passe på.
Hvis Necef og Bech vil afvise, at der er racisme i Danmark, så giver det ikke mening ensidigt at afvise den ene forskers arbejdsmetoder efter den anden, som deres bog gør fra ende til anden. Kæden på deres cykel er hoppet af, allerede inden de går i gang, hvis de altså overhovedet har haft en cykel at sidde på.
Vinklen i Necef og Bechs bog er national-karakteristisk, og dermed lukker de sig inde i et lille hjørne, hvor der stort set ikke eksisterer forskning! Debat er godt, men hvad er bidraget her andet end forfatternes benægtelser? Og skal debatten i givet fald ske på basis af en bog, der hævder, at hele indvandrerforskningen har snydt? Skal den handle om personangreb i dansk forskning? Eller skal den handle om racisme i Danmark?
Det er direkte underholdende, når Pia Kjærsgaard i forbindelse med bogens udgivelse konstaterer, at der aldrig har fundet racisme sted i Danmark. Som stærk forkvinde for Dansk Folkeparti smider hun jo folk ud af sit parti for racistiske holdninger! På den ene side taler hun moraliserende og normativt om, hvordan tingene burde være, og på den anden side virker hendes klassiske benægtelse af racisme som en positiv selv-fremstilling, der igen tjener til at alliere sig med og forsvare dansk-sindede vælgere, som ikke kan lide de negative associationer med Danmark og foretrækker at tænke: ”Vi er ikke racister. Vi er ikke et racistisk samfund.”
I Necef og Bechs kritik af indvandrerforskningen i Danmark de sidste 20 år er jeg af de forskere (indvandrerforskere, omtales vi), som de forsøger at provokere gennem påstande om fifleri med et Nyrup-citat i oktober 2001; påstande om forkerte tolkninger af interviews med en politimand og en edb-ekspert; og kritik af at jeg have brugt avisartikler leveret af MedieWatch i 2001.
I øvrigt har jeg aldrig selv været indvandrerforsker. Jeg forsker i nyhedsmediernes dækning af etniske og religiøse minoriteter i Danmark samt hvordan danske baggrundsforståelser bliver dannet ud fra mediedækningen. Det har blandt andet ført til erkendelsen af, at folk opfatter de etniske minoriteter som ”gæster” med alt, hvad det fører med sig.
Medieopmærksomheden skete, mens jeg var på Klitgården i Skagen til seminar. Dér havde jeg ikke adgang til mit gamle materiale, som Necef og Bechs kritik tager udgangspunkt i. Nu har jeg kigget på det, og konklusionen er klar: Forfatternes påstande er platte og useriøse.
Lad mig tage påstandene én ad gangen:
Ifølge forfatterne bruger jeg en udtalelse af tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) som bevis for at hævde, at racismen er stigende i Danmark.
Helt i tråd med den diskussion af indholdet af racisme i en antropologisk og sociologisk betydning, som jeg når frem til i ”Mediernes Muslimer” og den nyeste ”The Annoying Difference”, så kobler jeg ikke på noget tidspunkt Nyrups udtalelse og racisme sammen. Hvis de to forfattere havde brugt mindre tid på at opfinde spøgelser og mere tid på at læse min definition af racisme og hvilke tre elementer, som bør indgå i enhver diskussion om, hvorvidt en begivenhed eller et udsagn udgør racisme, så ville de aldrig have kunnet komme frem til deres påstand.
I den kritiserede artikel (fra 2006) skriver jeg i starten:
“Here are some quotes and paraphrasings of opinions presented to the press during the months prior to the election:”
Citater og parafraser er med Mogens Camre, Inge Dahl Sørensen, Poul Nyrup Rasmussen, Birthe Rønn Hornbech og Anders Fogh Rasmussen.
Først og fremmest må de to forfattere lære, at parafrase er ikke det samme som citat. Det gælder uanset om det er forskning eller samfundsdebat.
Forfatterne hævder, at jeg fifler med Nyrups udtalelse, som kom i forbindelse med et interview i Jyllands-Posten i 2001.
Nyrup sagde: ”Prøver man at lovgive sig ud af problemerne, er der en sort historisk regel, der bekræfter os i, at rotterne altid kommer op igennem nye huller, hvis vi tildækker de gamle”.
Min gengivelse lyder i engelsk parafrase:
”If you try to legislate your way out of these problems (concerning Muslim organizations), it is a historical rule that rats always find new holes, if you cover up the old ones.”
Ifølge Jyllands-Posten slår Nyrup fast, at ”Hizb-ut-Tahrir, Minhaj ul-Quran, nazister og andre fundamentalistiske grupper ikke skal eller kan forbydes, men bekæmpes med ord”.
Necef og Bech mener derfor, at det er forkert, når jeg i parentes skriver muslimske organisationer.
For en god ordens skyld vil jeg slå fast, at både Hizb-ut-Tahrir og Minhaj-ul-Quran er muslimske organisationer. Og hvad angår nazister, så var der på daværende tidspunkt i 2001 kun et fåtal erklærede nazister i Danmark, og de udgjorde ingen trussel.
Endvidere – Nyrup kom med udtalelsen til Jyllands-Posten få uger efter al-Quedas terrorangreb i New York; midt i en valgkamp med temaet indvandrere/flygtninge/muslimer; og kun få måneder efter, at Det Radikale Venstre med massiv pressedækning beskyldte den muslimske daværende politiker Mona Sheikh for at være fundamentalist, fordi hun var medlem af en underorganisation af den muslimske organisation Minhaj-ul-Quran.
Konteksten og logikken taget i betragtning, så kan man ikke komme uden om, at Nyrup refererer til muslimske organisationer, og at han faktisk sidestiller muslimske organisationer med nazister, hvilket gør hans udtalelse endnu mere kontroversiel. Samtidigt er det værd at bemærke, at muslimske organisationer, Venstre og De Konservative den gang kritiserede Poul Nyrup for i sin udtalelse at være gået for langt i forhold til, hvad man kan sige om netop muslimer.
Den næste påstand handler om en politimand og en edb-ekspert. Necef og Bech hævder i deres bog, at jeg ser stigende racisme på baggrund af udtalelser fra disse to enkeltpersoner.
En journalist ringer derfor og spørger:
Et interview med en politimand i 1998, der ville være ked af at få en mørklødet som svigersøn. Er det korrekt, at du på den baggrund konkluderer, at der er nyracistiske?
Mit svar hertil er:
Nej. Politimanden fortæller, at han handler neutralt i sit job. Men han fortæller også, at hvis han fik en sort amerikaner i familien, ville det vende sig i maven på ham. Det er ikke racisme, men et element i racisme. Det er først det øjeblik, han begynder at praktisere en forskelsbehandling af mennesker med eksempelvis en anden hudfarve i sit job, at man kan tale om racisme. Jeg har i min forskning påvist et historisk forløb, hvor der i stigende grad er nogle borgerne, som bliver set som uforenelige med danskhed, men det er ikke det samme som at sige, at der er udbredt nyracisme i Danmark.
Politimandens udtalelse er et uddrag af længerevarende interviews med 55 personer á 1-3 timers varighed og udført i 1998. Interviewene handlede om folks bekymringer og tanker omkring indvandring, efterkommere og flygtninge.
Politimanden siger, at han på arbejdet behandler alle lige, men hjemme vil han have svært ved at acceptere, hvis datteren kom hjem med en mørkhudet kærest. En edb-mand siger tilsvarende, at han ikke har noget principielt mod fremmede, men hans personlige grænse overskrides dog, hvis hans datter kommer hjem me en somalier eller en indvandrer.” “Jeg gør mig ikke bedre, end jeg er. Jeg ville ikke bryde emig om, at hun giftede sig med en muslim. Eller en tyrker.”
Lige meget hvor meget Necef & Bach hævder det, så viser mine publikationer, at to enkeltpersoners udsagn ikke bruges til at vise racisme. Igen – havde de læst mine publikationer ordentligt, så ville de vide, hvad mine præmisser for at diskutere racisme er i en faglig sammenhæng.
Enhver seriøs forsker ved også, at der ikke er frit valg på hylderne for, hvordan man kan fortolke interviews. I de flere timer lange samtaler, som blev optaget på bånd og transkriberet, er indholdet i sætningen set i en del af en større sammenhæng, som vi forskere er nødt til at være loyal overfor.
Derfor kan Necef og Bech heller ikke bare påstå: ”Jeg tror sgu det handler om køn i stedet for, din fusker!” Men ved at lægge forskningens grundprincipper på hylden, så mener de tilsyneladende, at de kan gøre som de vil.
I interviewet talte politimanden, som vi valgte at kalde Ove, også om en kollega, som havde været ved at falde ned af stolen, da han første gang så Marie Hørby på tv. Maria Hørby er sort, adopteret, og den første kvindelige vejrvært. Selv supplerede Ove med at sige, at det er naturligt at blive overrasket; “en neger fra Afrika burde ikke kunne udtale sig om vejret i Danmark.” Ligeledes fortæller han om sin oplevelse af, at det er lettere for ham, at omgås folk, der er hvide, end folk der er mørke i huden. Han virker usikker over, hvordan han skal forholde sig til de mørke.
Jeg kan ikke tolke det anderledes end, at Ove har en vis træghed og bekymring omkring foreneligheden af mørkhudede personer og hans nærmeste familie og omgangskreds.
Jeg bruger ikke eksemplerne til at tale om racisme, men som led i en argumentation, hvor en særlig talemåde knytter sig til det offentlige rum, og en anden delt privat opfattelse, som ikke normalt kommer til udtryk, men som alligevel omslutter Ove’s tænkning. Således kan der være tale om to forskellige erfaringsrum. Det er disse, jeg forsøgte at kortlægge.
Et tredje kritikpunkt i Necef og Bechs debat-univers handler om, at jeg – i bogen Mediernes Muslimer (2002) – refererer til citater i medierne med MedieWatch som kilde og ikke Infomedia. MedieWatch bestyres af Bashy Quraishy, der ifølge de to forfattere har et klart politisk ærinde og dermed er upålidelig.
Men come on, Necef og Bech: Infomedia blev først oprettet i november 2002, og indsamlingen af artikler foregik fra maj-august 2001!
Hvis Necef og Bech havde ulejliget sig med at læse den kontrakt, som blev indgået med Mediewatch, havde de kunne læse, at et klart krav til MedieWatch var en systematisk indsamling af danske mediers dækning af religion, hvilket bl.a. indebærer indsamling af artikler. Kontrakten blev indgået efter en prøve-periode, hvor jeg tjekkede alle aviser, som skulle indgå i undersøgelsen. .
I stedet for at bruge deres egne aversioner mod Bashy Quraishy til at så tvivl om min undersøgelses lødighed, så ville det have været mere overbevisende, hvis Necef og Bech havde set på de 800 artikler om religion, som indgår i undersøgelsen.
Er der nogle artikler, tendenser og perspektiver fra perioden 15. maj til 15. august 2001, som de mener mangler? Og hvilke af artiklerne skulle være håndplukkede af MedieWatch?
Som et indlæg på ”Nationen”
Medieomtalen af Necef og Bechs bog har været stor. Men det er brandærgerligt at konstatere, at den største interesse har samlet sig om at fyre op under en mulig konflikt mellem forskere, og at bogens fejlagtige påstande ikke er blevet underlagt et kritisk tjek.
De enkelte nyhedsmedier synes desværre fortabt i kampen om at være sekunder hurtigere end konkurrenterne og på bekostning af lødighed og korrekthed.
Lad mig derfor slå fast: Necef og Bech tillægger mig konklusioner, som jeg intetsteds drager. Et simpelt dobbelttjek af kilder ville have afsløret dette.
Dernæst – Der er ikke hold i deres påstand om, at jeg ændrer citater og overfortolker mine forskningsresultater. Også dét kunne med lethed tjekkes.
Der er ganske enkelt tale om en ikke-nyhed, og den har omtrent samme forskningsmæssige værdi som et indlæg på ”Nationen.” Og når Necef og Bech nedværdiger sig til at jagte sensationen og kaste med mudder for 15 sekunders berømmelse, så er vi havnet et skidt sted.